Case: Håndlavet kamæleon – fra levende reference til skulptur

I forbindelse med en produktion for Unik Optik havde jeg en levende kamæleon i studiet. Det, der startede som en praktisk del af en optagelse, udviklede sig hurtigt til en fascinerende oplevelse. Dyret var overraskende roligt, nærmest meditativt, og havde en helt særlig tilstedeværelse.

Den oplevelse satte sig fast – og blev udgangspunktet for dette personlige projekt.

Målet var at genskabe kamæleonens karakter og organiske former i en fysisk skulptur. Processen startede med et internt skelet i ståltråd, som blev bygget op og formgivet. Herefter blev volumen skabt med sølvpapir, før jeg modellerede de endelige former i ler.

Efter modelleringen blev figuren hærdet i ovn og efterfølgende malet med airbrush for at opnå dybde, farvespil og et mere levende udtryk – inspireret af den oprindelige kamæleon.

Projektet er et eksempel på, hvordan en konkret oplevelse kan omsættes til et fysisk objekt gennem håndværk, materialeforståelse og sans for detaljer.

Se filmen nederst, hvor hele processen er dokumenteret.